Miniature mesterværker – cylindersegl
Af Guenever Bjerre Thaarup, bestyrelsesmedlem.

Foto: The Metropolitan Museum of Art, New York.
Sumerisk cylindersegl, ca. 2112 – 2004 f.v.t. W. Gedney Beatty.
Kimen til min interesse for nærorientalsk arkæologi blev lagt, da jeg som barn besøgte antiksamlingerne i København. Særligt cylinderseglene fangede mit øje. I mit arbejde som arkæologisk tegner på udgravninger i blandt andet Syrien og Irak, har jeg haft mulighed for at nærstudere eksemplarer af disse små mesterværker.
Ved første øjekast kan motivet være svært at få øje på eller forekomme simpelt. Det kan være at seglet ikke er helt intakt længere, eller at det ikke er blevet skåret færdigt. I løbet af en arbejdsdag, hvor man ser seglet eller aftrykket fra forskellige vinkler og i vekslende lys, afsløres flere detaljer og man opdager motivet. Det står klart, at oldtidens stenskærere har været forbavsende dygtige til at gengive dyr og mennesker med få præcise udskæringer.

Foto: The Metropolitan Museum of Art, New York. Assyrisk cylindersegl og moderne aftryk, ca. 1400 – 1300 f.v.t. Gave fra Nanette B. Kelekian, til minde om Charles Dikran Beatrice Kelekian, 1999.
Cylinderseglene fra Mesopotamien opstod omkring 3500 f.v.t. De er ofte lavet af halvædelsten og er fremstillet med værktøj af kobber og flintesten. De er oftest perforerede og kan bæres som et smykke eller amulet. På trods af seglenes begrænsede størrelse (2-3 cm lange) har seglskæreren skullet fremstille et motiv der er let at aflæse, da de blev anvendt som bærerens personlige signatur. Når seglet bliver rullet henover fugtigt ler, fremstår motivet i relief og identificerer den person eller autoritet der er involveret.

Foto: The Metropolitan Museum of Art, New York. Sumerisk kileskrift tavle der beskriver byg distribution med aftryk af cylindersegl, ca. 3100 – 2900 f.v.t. Raymond and Beverly Sackler, 1988
Seglene var et administrativt redskab og blev brugt på lertavler til at forsegle juridiske dokumenter og til at legitimere transaktioner. Døre til magasiner og beholdere med varer blev lukket med ler og forseglet. I modsætning til stempelseglene der opstod tidligere i samme region, kan cylinderseglene i sagens natur rulles og motivet kan gentages i det uendelige.
