Kommende foredrag 2026

Efteråret 2026

Datering af de ægyptiske pyramider baseret på deres skiftende nord-syd orientering

Troels Petersen
Dato:
Onsdag d. 16 september kl. 19.00
Køb billet

Dateringen af den ægyptiske tidslinje er vigtig som anker for de omliggende områders historie, men pyramiderne og dermed tidslinjen kan med historiske kilder og kulstof-14-datering ikke bestemmes bedre end ca. +-100 år. Kate Spence noterede for 25 år siden, at en langsom drejning af otte pyramider i det Gamle Rige muligvis kunne hænge sammen med jordens bevægelse (præcession) i forhold til stjernerne, som ægypterne sandsynligvis har brugt til at bestemme nord-syd-retningen.

Hvis dette er korrekt, så kan man bestemme pyramidernes alder med omkring 5 års præcision. Men dataanalysen og ikke mindst den videnskabelige hypotesetest af dette udsagn var (ifølge en simpel fysiker) mangelfuld, og blandt andet ukendskab til hvilke stjerner ægypterne har brugt, stjernernes egenbevægelse, fejlagtige fejlberegninger og mulig tektonisk indflydelse efterlod mulighed for forbedring. I dette foredrag vil Troels forsøge at redegøre for både Kate Spences smukke ide, og hvordan udnyttelsen af den muligvis kan forbedres.

Troels Petersen er lektor i fysik med speciale i eksperimentiel partikelfysik. Han er uddannet ved Københavns Universitet og Université Paris-Sud i Frankrig, og har været lektor ved Niels Bohr Institutet siden 2019. Desuden har han i mange år været tilknyttet CERN, og bidrog, blandt meget andet, til opdagelsen af Higgs-partiklen i 2012.

Lawrence of Arabia – en kort biografi

Rune Rattenborg
Dato:
Onsdag d. 14 oktober kl. 19.00
Køb billet

2026 markerer hundredeåret for udgivelsen af den første af mange udgaver af Seven Pillars of Wisdom (udgivet på dansk som Visdommens Syv Søjler i 1936). Bogen rummer den britiske arkæolog og efterretningsofficer T.E. Lawrences beretning om det arabiske oprør mod osmannerne under Først Verdenskrig. Den er både blevet kaldt ‘et af de smukkeste værker skrevet på det engelske sprog’ og ‘en roman forklædt som en selvbiografi’. Den er lige dele krigsdagbog, rejsebeskrivelse, essay og fabel. Mest af alt er den en fortælling om et gådefuldt og komplekst menneske kastet ind i et helt unikt øjeblik i Mellemøstens moderne historie.

Med udgangspunkt i Seven Pillars of Wisdom tegner aftenens foredrag et portræt af T.E. Lawrence (1888-1935) og hans tid, samt det arabiske oprørs betydning for udformningen af det moderne Mellemøstens politiske og kulturelle landskab. Fra en opvækst i Frankrig og England, over mange års udgravninger og rejser i Syrien, Libanon, Jordan og Palæstina før 1. verdenskrig, gennem tiden i den britiske efterretningstjeneste og de turbulente år fra 1914-1918, en tilværelse som menig soldat under falsk navn i den britiske hær i 1920erne, og som bredt anerkendt forfatter til flere bøger før hans død i en motorcykelulykke i 1935, kan man tegne omridset af et menneske som ikke har meget at gøre med det overfladiske glansbillede som det meste af verden kender til.

Rune Rattenborg er arkæolog og assyriolog, uddannet fra Københavns Universitet og Durham University. Han arbejder i dag som forsker ved Nationalmuseet og Lunds Universitet.

Den forgængelige stenalder: hvad slidsporsanalyser af ben redskaber kan belyse om organiske materialer

Asta Salicath Halvorsen
Dato:
Onsdag d. 11 november kl. 19.00
Køb billet

Det anslås at omkring 95% af hvad vi finder fra arkæologiske lokaliteter, består af forgængeligt organisk materiale. Det er materialer som f.eks. tekstiler, kurvefletning og skindarbejde, som har været nødvendige for at få dagligdagen til at fungere. Viden om disse materialer har primært været baseret på tilfældige fund fra usædvanligt velbevarede kontekster, men indgår generelt ikke i de store fortolkninger af det arkæologiske materiale. Mit Ph.d.-projekt har til formål at undersøge rollen af forgængelige materialer ved at anvende slidsporsanalyser på bearbejdede beredskaber fra otte sen-epipalæolitiske og tidlige neolitiske levantinske lokaliteter. De otte stenalderbopladser repræsenterer vigtige stadier fra den Natufiske periode til den før-keramiske neolitiske periode, hvilket muliggør en fortolkning af rollen for forgængelige materialekulturer under neolitiseringsprocessen. Med fokus på metodologien for slidsporsanalyser af benobjekter ved anvendelse af integreret mikroskopi og Reflectance Transformation Imaging (RTI), vil jeg præsentere foreløbige resultater og erfaringer.

Asta Salicath Halvorsen er Ph.d.-stipendiat i Mellemøstens arkæologi og uddannet B.A. og cand.mag. i Mellemøstens sprog og samfund (nærorientalsk arkæologi) fra Københavns Universitetet, og har undervejs studeret på Columbia University i New York. Asta har gennem sine studier arbejdet på the Centre for the Study of Early Agricultural Societies (CSEAS) med forskningsprojekterne the Shubayqa Archaeological Project, og Tracking Cultural and Environmental Change (TCEC), samt arbejdet som undervisningsassistent på diverse kurser i Mellemøstens arkæologi.

Perspektiver i Tell Seiluns (Palæstina) omstridte landskab – 100 år efter den første sæson

Kristian Alex Larsen
Dato:
Onsdag d. 9 december kl. 19.00
Køb billet

I 1926 fandt den første danske arkæologiske ekspedition til Mellemøsten sted. Dens primære mål var at finde spor efter Åbenbaringsteltet, der ifølge det Gamle Testamente stod i Shilo, som man formodede var identisk med Seilun. Ekspeditionen blev ledet af inspektør Hans Kjær fra Nationalmuseet, som dog døde tragisk under den tredje sæson i 1932. Kjær havde for sin tid en forbilledlig praksis, både hvad angår udgravningsmetoder og etik: Han tog alle fund alvorligt, også selvom de ikke var ”bibelske”, og han inddrog de lokale medarbejdere fra landsbyen Qaryut.

Efter Vestbredden blev besat i 1967, blev der etableret en ulovlig bosættelse ved Seilunhøjen, som af israelerne holdes for hellig, og som betød, at befolkningen i Qaryut ikke længere kunne tilgå deres marker og helligdomme. På trods af forbuddet i Haag-konventionen blev der igangsat udgravninger, der – med én vigtig undtagelse – ensidigt har taget udgangspunkt i det gammeltestamentlige narrativ og ignoreret den palæstinensiske kulturarv. Højen rummer nu en arkæologisk “edutainment-park” med 100.000 årlige gæster, men både udgravningerne og parken har medført store ødelæggelser af de arkæologiske lag. Hele landskabet omkring Seilun er blevet omformet, så de lokale i dag er marginaliseret i eget land. Arkæologien er blevet et led i en ”arkæo-politik”, hvor fund fortolkes politisk og bruges til at legitimere en aggressiv nationalistisk dagsorden i kontrast til Kjærs fredelige tilgang.

Kristian blev kandidat i Nærorientalsk Arkæologi i 2022, og har siden udgivet artikler og bogen “Amedi. Historical sites and moments of a great Kurdish town”. Han deltog på Nordic TAG Conference i Kalmar 2026 med en præsention om Tell Seilun.