Naram-Sins sejrsstele

Sejren er Naram-Sins
Af Agnes Henriksen, kasserer

Foto: Fred Romero, France – Paris – Musée du Louvre, CC BY 2.0 https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=77318672)

Stelen er 2 meter høj. Den er fra ca. 2250 f.Kr. Den viser den akkadiske konge Naram-Sins sejr over bjergfolket: Lullubæerne. Det er Naram-Sin, der tårner sig over alle de andre figurer, som er en blanding af hans hær og de besejrede fjender, som han direkte træder på. Alles blik er rettet mod kongen.
Stelen er kompositionsmæssigt noget helt særligt. Den er et brud med tidligere traditioner, da den forestiller et sammenhængende og meget dynamisk billede. Naram-Sin har hornekrone på. Den var ellers indtil dette tidspunkt forbeholdt guderne.

Foto Rama, CC BY-SA 3.0 fr, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2966741

Naram-Sin var konge over det Akkadiske Rige, som ofte bliver beskrevet som verdens første imperium (ca. 2350-2150 f.Kr.). Det er en særlig periode, som tydeligvis betød meget for senere herskere i Mesopotamien, hvor de ophøjede flere af de akkadiske konger til en nærmest mytisk status. Men vi ved meget lidt om perioden arkæologisk. Bare til en start mangler vi stadig at finde deres hovedstad, som lå et sted i det sydlige Irak.

Foto by Benh LIEU SONG (Flickr) – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10213567

Vi ved ikke, hvor Naram-Sins sejrsstele oprindelig stod. Den blev nemlig taget som krigsbytte i det 12. århundrede f.Kr og bragt til oldtidsbyen Susa, som ligger i det sydvestlige Iran. Her blev den fundet af franske arkæologer i 1890’erne, og den kan i dag ses på Louvre i Paris.