Tidligere foredrag 2024

Recent advances in archaeogenomics have granted access to previously unavailable biological information with the potential to further our understanding of past social dynamics at a range of scales. However, to properly integrate these data within archaeological narratives, new methodological and theoretical tools are required. Effort must be put into finding new methods for weaving together different datasets where material culture and archaeogenomic data are both constitutive elements. This is true on a small scale, when we study relationships at the individual level, and at a larger scale when we deal with social and population dynamics. Specifically, in the study of kinship systems it is essential to contextualize and make sense of biological relatedness through social relations, which, in archaeology, is achieved by using material culture as a proxy. In this paper we propose a Network Science framework to integrate archaeogenomic data and material culture at an intrasite scale to study biological relatedness and social organization at the Neolithic site of Çatalhöyük. Methodologically, we propose the use of network variance to investigate the concentration of biological relatedness and material culture within networks of houses. This approach allowed us to observe how material culture similarity between buildings gives valuable information on potential biological relationships between individuals and how biogenetic ties concentrate at specific localities on site.

Camilla Mazzucato is an anthropologist and archaeologist interested in relational and posthumanist approaches to archeology, digital methods in archaeology (Network Science and GIS) and social archaeology. My research interests’ center on the Neolithic of Southwest Asia and include the investigation of social organization of large agricultural Neolithic communities, the archaeology of kinship and of human-animal relations. Camilla has extensive experience as a GIS Specialist for large archaeological projects (e.g AERA and Çatalhöyük Research Project) and she is interested in the theory and practice of GIS technology, spatial analysis and digital cartography in archaeology and the application of multivariate statistics to archaeological data.

Disciplinen Filologi har i de senere år befundet sig i centrum for akademisk debat, med spørgsmålet om, hvad der egentlig definerer disciplinen, og yderligere, hvordan den adskiller sig fra de andre tekststudier. Mens selve begrebet kan betragtes som relativt moderne, stammer det fra den oldgræske rod φίλος, verbet som betyder “at elske” eller “at holde noget kært”, og substantivet λόγος for “ord” eller “sprog”, og bliver som regel oversat som ”Elsker af ord”. Men til trods for at vi etymologisk kan forklare begrebet, formår dette stadigvæk ikke at redegøre for, hvad en filolog er, eller hvad det præcist er, der karakteriserer arbejdet som filologi. Tidligere var filologi anset som en af de mest prestigefyldte discipliner inden for den akademiske verden, men hvor langt tilbage i historien kan vi argumentere for, at disciplinen begyndte? Hvor især oldtidens grækere har fået tildelt rollen som nogle af de første akademikere, var mange af deres traditioner adopteret fra Mesopotamien. Af denne grund har det været passende at undersøge, hvilke skriftlige beviser for filologiens praksis vi har i Mesopotamien. Med udgangspunkt i kolofonerne, en form for kommentar til en tekst, fra 1. årtusinde f.v.t. Eršemma-bønner har jeg undersøgt om disse kan blive anset for en tidlig filologisk praksis.

Simone Willemoes Skjold Sørensen er Cand. Mag. i Assyriologi uddannet fra Københavns Universitet i 2024. Simone har deltaget i udgravninger i Mellemøsten, senest i Egypten, hvor hun stod for keramik-illustreringen for grav TT 217 under Prof. Dr. Kathrin Gabler. Fra november 2024 vil Simone midlertidigt være tilknyttet projektet ”Divergent Views of Diaspora in Anicent Judaism” ved Det Teologiske Fakultet.

For many decades, our understanding of the beginning of settled agricultural life in the Eastern Wing of the Fertile Crescent that emerged during the early Neolithic 12.000 years ago was largely based on fieldwork conducted in the 1960s to late 1970s. 

Between the mid 2000s and 2020 research into the beginnings of the Neolithic in this region have seen somewhat of a renaissance. Several new fieldwork projects in western Iran and northeast Iraq have since than begun to fundamentally alter our understanding of this pivotal period across southwest Asia. Over the course of the 1980s and 1990s, the attention of archaeologists was drawn to the Levant and Upper Mesopotamia, and it was thought that agriculture and settled life originated here. But the new work in Iran and Iraq has begun to show that the eastern Fertile Crescent played an equally important role in this process. In this talk I will present some of the recent archaeological fieldwork that the University of Copenhagen has spear-headed in western Iran and discuss our emergent understanding of the eastern Fertile Crescent in the Neolithization process.

Tobias Richter is Associate Professor in Near Eastern Archaeology at the University of Copenhagen. His research focuses on the material culture, economy, social organization and development of gatherer-hunter-cultivator-fishers during the late Pleistocene and early Holocene in southwest Asia. He has directed several research centers and excavations in the Middle East. 
Photo by Anders Fjeldberg

De superrige i oldtidens Egypten byggede enorme villaer til livet og monumentale gravanlæg til efterlivet. Dette foredrag tager et nærmere kig på disse private personer og hvordan de kunne udnytte offentlige ressourcer. For oldtidens egyptere var efterlivet en videreførelse af livet i denne verden og det var derfor vigtigt at forberede sig. Jo mere man kunne tage med sig, des bedre, og jo rigere man var, des nemmere var det at få det hele med. De rigeste egyptere byggede enorme monumentale gravanlæg, hvor deres mumificerede krop kunne hvile og hvorfra deres sjæle kunne drage ud. Men det var ikke kun deres egne penge de brugte til at bygge disse gravanlæg, og ofte kom både ressourcer og mandskab fra de lokale offentlige institutioner, f.eks. kornkamre og gudetempler. Dette kunne lade sig gøre, fordi gravejeren ofte var højt placeret i ledelsen af den enkelte institution. Dette foredrag ser både på de personer, som virkelig forstod at udnytte deres fordelagtige situation og bygge de største klippegrave til sig selv, og på hvordan man i praksis byggede gravmonumenter i oldtidens Egypten.

Rune Olsen er ekstern lektor og Postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale studier, hvor han undersøger socioøkonomiske aspekter af privat gravkonstruktion i oldtidens Egypten.

Hvornår kyssede mennesker egentlig første gang? Og ledte det til en stigning i smittespredning? Det var netop spørgsmål som disse Sophie og Troels smagte på i en skrivelse til tidsskriftet Science i forsommeren 2023. Deres publikation gik efterfølgende viralt i medier verden over med omkring 800 nyhedsindslag i nær 40 lande. For de af os, der interesserer sig for oldtidens Mellemøsten, er det næppe overraskende, at verdenshistoriens tidligste skriftsprog, kileskrift fra oldtidens Mesopotamien, giver nutidens forskere adgang til et unikt indblik i menneskehedens første beskrevne kys, såvel som datidens syn på erotik og seksuelt overførte sygdomme. Med udgangspunkt i artiklen i Science vil de to forskere i dette foredrag kigge nærmere på kileskrifttekster der beskriver kys og sygdomme i Mesopotamien, evaluere teorier om kyssets biologi, samt give et bredere perspektiv på de muligheder tværfaglige studier rummer for studiet af oldtidens Mellemøsten.

Troels Pank Arbøll er adjunkt i assyriologi på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Troels’ første monografi fra 2021 præsenterede et samlet studie af én medicinsk helbreders træning og karriere i det 7. århundrede f.v.t. i den nordirakiske by Assur, og han har udgivet artikler om datidens opfattelse af sygdom, virkeligheden bag medicinske ingredienser, smitte mellem dyr og mennesker, samt afbildningen af dyr og dæmoner. I 2023 udgav han sin anden bog med fulde udgaver af de lærde kileskrifttekster udgravet i 1930’erne i den syriske oldtidsby Hama. Han studerer i øjeblikket Mesopotamiske epidemier samt overleveringen af viden, og han deltager i studier af DNA fra oldtiden.

Sophie Lund Rasmussen har altid været vild med pindsvin, natur, historie og arkæologi. Sophie er uddannet biolog fra Københavns Universitet i 2013, og lavede fra 2016-2019 Danmarkshistoriens tilsyneladende første ph.d.-afhandling om pindsvin, på Syddansk Universitet. Siden 2011 har Sophies forskningsaktiviteter været fokuseret omkring pindsvin, men oprindeligt studerede Sophie nærorientalsk arkæologi. Sophie er i dag forsker ved den internationalt anerkendte forskningsenhed Wildlife Conservation Research Unit (WildCRU) på Oxford Universitet, og har status som gæsteforsker på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

Farvestudier af antikke og nærorienstalske relieffer og skulpturer er et felt, der de seneste årtier er kommet mere fokus på. Men ofte er farvesporene svage eller usynlige med det blotte øje, men vha. rekonstruktioner kan der gives et indtryk af fortidens farvepragt. Hvad vil det sige at lave en farverekonstruktion? Og hvordan skaber man en balance mellem “gætværk” og fakta? Det var nogle af de spørgsmål jeg stillede mig selv, da jeg skrev mit speciale om farver på neo-assyriske relieffer. Aftens foredrag giver et indblik i arbejdsprocessen med at skabe polykrome rekonstruktioner og de faglige overvejelser der må gøres. Mine rekonstruktionerne er baseret på to af tre neo-assyriske relieffer udstillet på Ny Carlsberg Glyptotek. Reliefferne stammer fra Nordvest paladset i Kalḫu, eller Nimrud, i det område vi dag kalder Irak. Det blev opført af den neo-assyriske konge Assurnarsipal II (883-859 f.v.t.). I den neo-assyriske periode blev mange store paladser opført, og det er også dem der danner grund for de tidlige store udgravninger i området. Store dele af Nordvest paladset blev udgravet af Austin Henry Layard i 1845-1847 og 1849-1851, og han fandt også reliefferne som i dag er udstillet på Glyptoteket. Hans opdagelser blev delt vidt og bredt, og han skabte også selv en rekonstruktion af en neo-assyrisk palads sal. Rekonstruktionen har på godt og ondt været styrende for den senere tids opfattelse af, hvordan de assyriske paladser så ud.

Anna Silberg Poulsen er uddannet nærorientalsk arkæolog fra Københavns universitet, BA (2016-2019), KA (2019-2022) og redaktør på studenterjournalen ”Chronolog”. Anna har arbejdet som feltarkæolog på Museum Lolland Falster, og som formidler på Kronborg Slot og Københavns Museum. Annas faglige hovedfokus er polykromiforsking, og formidling, og digitale værktøjer – og har blandt andet udviklet en digital udgravning i Minecraft.

A Danish team excavated at the site of Hama, in the Orontes Valley in Inland Western Syria, from 1931 to 1938. Directed by Harald Ingholt, it remains one of the largest Danish archaeological expeditions – at least in terms of the amount of dirt moved – to the Near East. In 1938 the portion of the finds allotted to the Danish team were shipped to the National Museum of Denmark. In 1958, Einar Fugmann, the principal architect of the project, published the volume on the pre-Hellenistic periods at Hama (Neolithic to Iron Age). Ingolf Thuesen published the final report on the earliest periods (Neolithic to EBIII) in 1988. The current project, funded by the Independent Research Fund of Denmark, began in September of 2021 and is directed by Mette Marie Hald of the National Museum; its main focus is on Period J, EBIV (ca 2500-2000 BCE) and its research questions pertain to the processes of urbanization and state formation from the perspective of what is still the broadest exposure of an ordinary domestic neighborhood in the region from this period. This paper will present an overview of the project.

Stephen Lumsden has a PhD in Near Eastern Archaeology from the University of California at Berkeley. He has taught in the United States, Turkey and Sweden and was a lecturer at the Carsten Niebuhr Institute/TORS from 1995 to 2005. He has been a researcher/assistant curator in the Department of Modern History and World Cultures at the National Museum since 2009. He has excavated in Iran, Iraq, Israel, Syria, and Turkey.

Lige nu kan man besøge Moesgaard Museums særudstilling Besat af Livet – en udstillingsfortælling om de oldægyptiske dødeforestillinger og tilhørende gravskikke. I den oldægyptiske livsverden var døden ikke slutningen, men selve udgangspunktet for alt liv. Deres verden var nemlig en cyklisk verden som blev oplevet gennem kredsløb af død, fødsel, liv og genfødsel: solen og himmellegemernes færden på himmelen, den årlige Niloversvømmelse, afgrødernes kommen og forsvinden, dyr og menneskers forplantning gennem generationerne.  

For at overleve døden fandt oldægypterne vejen til genfødsel efter døden ved guden Osiris, den ultimative forfader hvis gudemagt fik de mange livgivende kredsløb til at kører rundt. Ved at blive omdannet til en Osiris gennem mumificeringsritualet, kunne mennesker selv blive omdannet til en Osiris, og dermed en guddommelig, livgivende og verdensopretholdene forfader/formoder. Døden var ikke en evig søvn, men tværtimod et travlt efterliv med ansvar for naturens cykler, afgrøderne, opretholdelsen af guderne, og helt særligt for oldægypterne, de levende på jordens egen evne til at forplante sig og skabe nyt liv. Kort sagt var ægypterne ikke morbide og besat af døden, de var besat af livet.